INDRETNINGSPLAN TIL VILLA I LAVEN
“Vi har haft stor glæde af at samarbejde med Anne Kold i forbindelse med indretningen af vores hjem. Vi har købt et ældre hus, som vi har totalrenoveret, og set i bakspejlet ville vi ønske, at vi havde kontaktet Anne tidligere i processen, men trods det har hendes rådgivning været utrolig værdifuld og løftet resultatet
Anne er grundig og meget professionel, og hendes ærlighed formidles altid på en fin og nænsom måde. Hun gør sig umage og går ofte ekstra skridt for at hjælpe. Hun har en stærk fornemmelse for, hvem vi er, og formår at omsætte vores behov og ønsker til konkrete og brugbare løsninger. Vi har følt os trygge og godt støttet hele vejen igennem og kan varmt anbefale Anne Kold”.
- Henning og Mette, privatkunder
ET OPDATERET KØKKEN-ALRUM
NYT LIV TIL DET GAMLE KØKKEN
I dette projekt har vi arbejdet med at bevare husets gamle køkken – et valg, der både er bæredygtigt og giver sjæl til hjemmet.I stedet for at udskifte, giver vi det et æstetisk løft.
De eksisterende låger sprøjtelakeres i en lys sandfarve og får nye greb. En snedkerlavet køkkenø i massiv egetræ, nye bordplader samt indbyggede hylder i egetræ skaber sammenhæng mellem det gamle og det nye – og giver rummet varme, karakter og indbyder til samvær.
Jeg har tegnet forskelllige løsningsforslag til udformning af køkkenøen, og indhentet tilbud hos snedker, så det er nemt for kunden at tage næste skridt.
FØR
VISUALISERING AF “NYT” KØKKEN
NY SPISESTUE
I spisestuen har jeg hjulpet med valg af nyt interiør med fokus på tidløse investeringer: klassisk design, materialer der patinerer smukt og god belysning. Lyse gulv-til-loft-gardiner indrammer rummet elegant og dæmper samtidig den skarpe eftermiddagssol.
SOVEVÆRELSE MED IKEAHACK
BUDGETVENLIGT SOVEVÆRELSE
Når man står overfor at skulle ændre store dele af sit hjem, er det naturligt at prioritere budgettet til de rum, hvor pengene gør størst forskel – ofte husets hjerterum som stue og køkken-alrum.
Alligevel ønskede parret et smukt, roligt soveværelse med gode opbevaringsløsninger. Skråvæggene gav udfordringer, men med hænderne godt skruet på var de klar på et IKEA-hack.
Jeg har hjulpet dem med at finde den bedste indretningsløsning, tegnet det hele op i de rigtige mål og sammensat et konkret moodboard med prisvenlige produkter. Farve og greb fra køkkenet går igen og giver en rød tråd.
EN HYGGELIG TV-STUE
TV-STUE DER INDBYDER TIL AFSLAPNING
På førstesalens tv-stue har jeg hjulpet parret med en visuel retning, der inviterer til afslapning. En stor flydersofa, bløde tekstiler og stemningsfuld belysning skaber rammen, mens en lille siddeplads med indbygget hynde i kvisten giver ekstra hygge og personlighed.
Jeg har visualiseret hvordan en arvet lænestol kan fornyes med møbelpolstring. Konkrete forslag til møbeltekstil til både lænestol og hynde, er naturligvis en del af oplægget.