Renovering og indretning af kontor i Århus C

“Anne Kold har i foråret 2025 hjulpet os i Sleeknote med at indrette hele vores nye kontor på 439m2 i Frichsparken i Aarhus. 

Hun har været inde over praktisk talt alt. Lige fra farver på væggene, til valg af køkken, gardiner, tæpper, stole, borde, spejle, blomster, nips mm. Hun har endda selv lavet og malet hylderne på vores tre nye toiletter, så de fik det helt rigtige restaurant-agtige udtryk. 

Anne har desuden været i dialog løbende med vores udlejer, Olav De Linde, og fundet gode løsninger og kompromiser sammen med dem, så kreativitet og funktionalitet kunne gå op i en højere enhed.   

Vi har været utroligt glade for samarbejdet med Anne, som virkelig går den ekstra mil for sine kunder. Jeg vil derfor ikke tvivle et sekund med at anbefale hende til andre virksomheder, der skal have hjælp til indretningen af deres kontor.”

- Mogens Byskov Møller - Direktør og medstifter af Sleeknote 

NY PLANLØSNING

Rummene er blevet mere åbne, sammenhængende og inviterer til fællesskab. Der er tænkt over flowet, over hvordan man bevæger sig, hvordan man mødes, og hvor man trækker sig tilbage.

Køkkenet og kaffestationen er tegnet i mørkt træ for at give varme og kontrast til de lyse lokaler og det rå beton. Rispapirslamperne og gardinerne understreger lofthøjden og tilfører hygge.

RENOVERING

Lokalerne var virkelig slidte og alle flader trængte til en kærlig hånd. Planløsningen var ikke optimal for medarbejderne, og det lille te-køkken trængte til udvidelse.

Vi tilbringer mange timer på vores arbejdsplads, derfor giver det mening at skabe rammer, der nærer og støtter dem, der bruger dem hver dag.

INDRETNING

I arbejdet med indretningen lagde vi vægt på at genbruge så meget af det eksisterende interiør, som muligt. Gardiner og tæpper blev tilpasset de nye rum.

Der er arbejdet med at skabe en sammenhængende, varm og rolig farveplan som virkeligt tilfører rummene en rar og indbydende atmosfære.